God kommunikation på arbejdspladsen
Et godt psykisk arbejdsmiljø kendetegnes ved, at man kan være tryg ved de arbejdsrelationer man færdes i. Det er ikke ensbetydende med at alle skal kunne lide hinanden. Det afgørende er en kultur, hvor man ikke skal tænke for meget over hvordan man nu skal opføre sig, og hvor man kan regne med en sandfærdig kommunikation.
De fleste mennesker på arbejde kan håndtere at der er forskel i relationerne. Nogle er tættere på end andre. Der kan godt blive sagt ting som man undrer sig over en gang i mellem, hvor man kunne ønske sig en anden tone eller hvor man tænker “Jeg skal lige spørge, hvad han mente med det når jeg ser ham igen.”. Forskelligheder i hvordan man færdes sammen holder liv i gryden, så længe man oplever at folk er ærlige. Følelsen af samhørighed hænger selvfølgelig sammen med hvor stor en afdeling man arbejder i, hvor mange kontakter man har i sin hverdag, hvor intensivt samarbejdet er, og hvor godt man kender hinanden.
Den anerkendende kommunikation kom til byen
Men, for 17 år siden skete der en ændring i det danske arbejdsliv. 2007 er året hvor kommunalreformen ændrede de små og trygge arbejdspladser i landets 271 kommuner til at blive større, sammenlagte enheder der skulle dække større landområder med flere borgere, og med flere medarbejdere der skulle kunne arbejde sammen på kryds og tværs.
I en bestræbelse på at værne om det gode arbejdsmiljø og vedligeholde trivslen i de opskalerede enheder kom der nye krav til kommunikationen. Den anerkendende kommunikation fandt vejen frem, og med lynende fart tog mange danskere de ord og sætninger til sig, der skulle hjælpe dem med at vise deres kollegaer, borgere, brugere og kunder at de var ordentlige, venlige og empatiske medarbejdere. Hjælpesætninger som “Det kan jeg godt forstå.”, “Jeg hører hvad du siger.” og “Hvordan har du det med det?” kom ind i vores vokabularium i den bedste mening. Den anerkendende kommunikation medførte også at det blev mere legitimt at vise følelser. Dette bredte sig også lynhurtigt til medierne, hvor det blev moderne at journalister spørger fodboldspillere for åben skærm, hvilke følelser de står med efter de har tabt kampen med 5-0.
Følelsen af en fladtrådt banan
Nu, 17 år senere, er de samme ord og sætninger stadigvæk en del af kommunikationen, men følelsen af anerkendelse har mange steder forvandlet sig til en fladtrådt banan. Mange vil kunne nikke til at føle sig lidt tværet ud, når sætningerne lyder som floskler. Utålmodigheden efter at høre den anden komme til sagen, forvandler de anerkendende ord til tidsrøvere. Det værste er, at der opstår et skær af utroværdighed, når de anerkendende hjælpeord høres fra dem der skal sige sådan for at leve op til standarden. Det føles bare ikke godt når ens leder vrider sig i de anerkendende sætninger, for ikke at blive omtalt som konfronterende og magtsyg.
Anerkendelsestrætheden
Der er sådan set ikke noget galt med de anerkendende ord og sætningerne. Der er absolut ikke noget galt med at man på arbejdspladserne er bevidst om at tale sammen med respekt for forskellighederne, og at man har en anerkendende tilgang til kommunikationen. Det som anerkendelsestrætheden er tegn på, er, at mange har hørt ordene for mange gange, uden at de var fyldte med den sandfærdige interesse de skal give udtryk for.
Anerkendelse bidrager stærkt til et godt arbejdsmiljø når den opleves som ægte og autentisk. Man kan sagtens give udtryk for at man forstår den anden, at man hører det som siges, og at man interesserer sig for hvordan den anden har det, uden at bruge de foroven citerede hjælpesætninger.
Det er nemt at glide ind i falden
Det handler om at kigge ind ad, komme i kontakt med hvordan man har det selv i en samtale, og reagere sandfærdigt med respekt for den gode tone. Det er vigtigt at vi mener det vi siger – som ikke er det samme som at sige det vi mener. Vi skal måske netop undlade at glide ind i falden med at lade flosklerne flyde fra vores læber, når der er så meget mere meningsfyldt at sige i de samme sekunder som de fortærskede sætninger fylder. Måske skal vi bruge den pause der kan opstå til virkelig at høre hvad den anden siger, til virkelig at forstå hvad den anden prøver at formidle til os.
På vej mod den meningsfulde anerkendelse
Hvis vi i virkeligheden er trætte af det vi hører og kvitterer for med de tomme ord, så lad det være et tegn på at der skal ske noget andet. Ikke dermed sagt, at samtalen skal ændres radikalt til en ny opdyrket ærlighed. Det vil mange relationer ikke kunne holde til. Men det ville være godt hvis en velment opmærksomhed kunne holde det gode arbejdsmiljø i hævd, at tomme floskler langsomt finder deres vej ud igen, og at nye former for anerkendelse kunne fylde tomrummet ud.
Ville det ikke være skønt at alle følte sig forstået, lyttet til og respekteret i deres følelser i et trygt samspil med kollegaerne, med plads til forskelligheden, uden at skulle forstille sig med former og formler der lige netop står i vejen for det.
/Joost Alexander