Medarbejderen i centrum skal erstatte paradigmet Borgeren i centrum.
Det går den forkerte vej med medarbejdernes forventning til et meningsfyldt arbejde i velfærdssektoren. Den kurs skal ændres ved at placere medarbejderens vilkår i centrum.
Borgeren i centrum er i forvejen en udhulet affære, og der er efterhånden ikke mange borgere der tager det seriøst. Det er med til at forværre medarbejdernes arbejdsvilkår.
Det menneskelige er sparet væk
Arbejdsvilkårene i velfærdssektoren har lidt under effektiviseringer, hvor det menneskelige og værdigheden er sparet væk. Forventningerne til et givende og meningsfyldt arbejde i velfærdsfag er ikke stor, hvis vi ser på det faldende tal af uddannede sosu’er. (vive.dk , søg på “Mangel på velfærdsmedarbejdere”)
Borgernes ændrede adfærd
Borgernes adfærd ændrer sig, og jeg vil fokusere på 2 tendenser der udfordrer medarbejderne i velfærdssektoren mere og mere.
– For det første ser vi en tiltagende individualisering og “se mig” kultur. Det kommer til udtryk i en voksende diversitet der skriger på opmærksomhed. (rucforsk.ruc.dk, projekter.aau.dk, idunn.no, faktalink.dk)
– For det andet ses en stigning i aggressiv borgeradfærd i kontakten med det offentlige. Fra børn og deres forældre i folkeskolen op til ældre og deres pårørende bliver flere borgere udadreagerende og uregerlige i den måde de fremsætter deres krav og forventninger. (NFA 2021: 41% af offentligt ansatte har oplevet grænseoverskridende trusler, Danske Regioner 2022, Rappot Offentligt ansattes Motivation: 35% af sygeplejerske har oplevet grænseoverskridende trusler)
Interviews og samtaler med professionelle
Disse 2 faktorer i borgeradfærd blev jeg gjort opmærksom på i 2 recente interviews jeg har holdt med medarbejdere fra SOSU-uddannelser, i flere samtaler med medarbejdere i sundhedsvæsnet, samt i udtalelser fra medarbejdere og ledere vi har mødt som deltagere i vores kurser om God Kommunikation, Borgerrettet Kommunikation og Den Nødvendige Samtale.
Flere medarbejdere skal vælge velfærdssektoren som første valg
Der kan sikker argumenteres for, at det er for dårligt at borgere ikke kan få det de har brug for, men jeg mener ikke at det skal gå ud over medarbejderne i velfærdssektoren. Medarbejderne skal have det bedre, også under forringede vilkår for borgerne.
Det er uhyre vigtigt at flere vælger et velfærdsfag som deres første prioritet. Derfor skal forventningerne til værdigheden og trivsel for denne sektor opgraderes. Velfærdsfag skal af med den lave anseelse, det vil komme både medarbejderne og borgerne til gavn.
Samarbejde mellem borgere og medarbejderne
Jeg ser en mulig løsning i, at medarbejderne skal kunne tilgå deres arbejde med en forventning om et samarbejde med borgerne, mere end at de skal stå til rådighed og være borgernes tjener.
De fleste borgere kan godt finde ud af at opføre sig medgørligt, men en voksende diversitet af individuelle ønsker og behov, diagnoser og kulturelle forskelle udvander den kontakt der kan betegnes som samarbejde. Det kan ikke længere tages for givet, at spillereglerne for samarbejde opfattes på samme vis. Det er ikke borgernes skyld, men paradigmet “Borgeren i centrum” skaber et misvisende billede af hvad borgeren skal og kan forvente.
Mange borgere er under pres
Mange borgere med kontakt til systemet er under pres. Ældre der trænger til en plejebolig, virksomhedsejere der ønsker deres byggesag behandlet hurtigt, ledige der skal søge job, elever der føler sig målt og vejet, og forældre til et handikappet barn der føler familiens liv bliver syltet. Nyresyge skal i dialyse, håndværkeren vil gerne røntgenfotograferes på skadestuen med det samme, et barn med autisme ønsker ro i klassen, den anden med ADHD skal lige gå rund lidt, Maria fra Marocco spiser ikke pølse, Anton er allergisk for det meste, Bjarke heder Bjørk, Milan er helt normal, Dorthe sover dårligt derhjemme, Grethe griner ved alt, Basma bader kun med burkini, Aske har angst, Pia er til piger og Sanne dovner sin projektgruppe på SOSU-H.
Medarbejdere skal ikke “bare” gøre deres arbejde
Med paradigmeskiftet “Medarbejderen i centrum” skal medarbejdere uddannes til entreprenører i deres job, og borgerne skal se de professionelle som nogle man indgår et samarbejde med, mere end at de “bare” skal gøre deres arbejde. Borgere er medansvarlige for at medarbejdere trives i deres job, og det er medarbejderne der skal have mandat og rygstøtte til at gøre borgerne opmærksom på det.
Jeg er fristet til at fremsætte følgende 4 muligheder for at sætte medarbejderne i centrum:
1 – Det skal være nemmere at sige fra overfor chikanerende borgere
Der skal ændres i regler, lovgivning og praksis der afskærer medarbejdere fra muligheden for at sige fra overfor tidsrøvere og chikanerende adfærd i den kommunale borgerbetjening og chikanerende adfærd over for medarbejdere i sundhedsvæsnet mfl.
De fleste kommunale medarbejdere er ansvarsbevidste og trives bedst når de oplever at de kan levere deres faglighed på en måde der skaber glæde hos borgeren. Den forståelse for borgerens trivsel, skal spejles af borgerens respekt for medarbejderens trivsel.
Det hører ingen steder hen at sygeplejersker skal lægge øre til nedladende og krænkende bemærkninger fra patienter, uden at kunne pege på regler der forbyder patienter til at chikanere personalet. Det er ligeledes belastende for sagsbehandlere at skulle bruge tid på klager der er ud af proportioner, uden at kunne støtte sig til regler der sætter en grænse for borgere der fremsætter absurde krav.
2 – Bedre udvikling af selvstændig tænkning og kreativitet i opgaveløsning
Mange medarbejdere arbejder ud fra en antagelse, at de givne omstændigheder er som de er og ikke kan leves om på. Det kan gælde indretningen af stuen hos en borger der besværliggør rengøringen, eller en sagsbehandler der forvalter kommunale retningslinjer han ikke synes giver mening. En del af disse medarbejdere ville kunne få en bedre hverdag, hvis de var uddannet i at være OBS på denne slags forstyrrelser og betragtede det som en del af deres faglighed, at gøre et forsøg på at ændre på disse forhold. Spørg borgeren om bordet kunne stilles lidt anderledes, så det er nemmere at komme rund med støvsugeren, fortal din leder hvordan retningslinjerne vil give mere mening i din optik. Kreativitet og autonomi i arbejdsgange er vigtige og anerkendte parametre for trivsel. Det skal der undervises mere i.
3 – Lønnen skal op
Det skal være mere attraktivt og værdsat at arbejde i velfærdsjobs som første prioritet.
Vi går glip af mange potentielt glimrende velfærdsmedarbejdere, når de nemt finder en bedre løn andre steder. Det er vigtigt med medarbejdere der vælger velfærdssektoren af hjerte og ikke af nød.
4 – Faciliterende og coachende ledelse
Ledere skal uddannes bedre til at facilitere og coache medarbejderne til at udfylde deres værdifulde opgaver med engagement og fokus på optimering af arbejdsgange. Ledere skal blive bedre til at reagere på medarbejdernes forhold til deres opgaver. Som jeg allerede skrev i en af mine tidligere artikler er det ikke nok med at døren til lederens kontor altid er åben. Lederne skal aktivt tage fat i deres medarbejdere og høre hvordan det går og hvad de går og tænker i dag. Fra de nævnte interviews kan jeg referere fra medarbejdere der oplever at deres leder ikke har forberedt sig til MUS-samtalen, forpasser muligheden for at motivere og skabe gejst ved deres fravær ved opgavefordeling og planlægning, bryder tavshedspligten og bagtaler kollegaer mm.
Medarbejderen i centrum er ment som et paradigmeskifte der skal ændre på medarbejdernes arbejdsvilkår, deres mentale ståsted og hvordan de bliver set på, fra både borgernes og ledernes side. Det skal ikke misforståes som en holdningsændring i forhold til borgernes behov. /Joost Alexander, febr. 2025