Ret ryggen, virk overbevisende!

af | feb 11, 2018 | Præsentation

Hvordan står du overbevisende frem med dine faglige kompetencer?

Andrea er til jobsamtale.

Hun søger en lederstilling på Karkirurgisk Afdeling på Rigshospitalet.

Hun bliver bedt om at komme med nogle eksempler på konfliktløsning fra sin tidligere arbejdsplads.

Andrea falder lidt sammen i ryggen mens hun fortæller.

Det virker som om, det var tungt for hende at skulle løse konflikter blandt medarbejdere.

Selvom hun fortæller at hun fik løst en udfordring med mobning blandt nogle sygeplejersker, viser hun ikke at hun har taget hånd om problemet med overskud og fremsyn.

Dem der møder Andrea for første gang kunne få indtryk af, at sociale udfordringer på arbejdspladsen slår hende ud af kurs.

Dem der kender Andrea ved, at hun handler resolut og velfunderet, og er en god og vellidt personaleleder.

Men ansættelsesudvalget kender ikke Andrea og får følelsen af, at hun er svag når det handler om problemer.

Om Andrea får jobbet ved vi ikke endnu, men hun kunne have stået stærkere frem ved at holde sin ryg rank, med oprejst hoved og ligefremt ansigt, da hun fortalte om de udfordringer hun har løst.

I faglige samtaler og jobsamtaler virker man mere overbevisende når kroppen ikke falder sammen eller viser tegn på træthed og slid.

Ret ryggen, det styrker din selvtillid og motiverer dig til at holde hovedet oven vande.

Emnet blev behandlet på et Caseplay Netværksmøde for ledere i Region H.