Dorthe er leder for 4 daginstitutioner.
Hun kan godt fornemme, at pædagogerne synes det er svært, at de ser hende så lidt. Dorthe er selv ked af at hun ikke kan se dem oftere.
Til morgenmøder siger Dorthe klart og tydeligt, at pædagogerne altid kan ringe til hende når de har brug for det.
Men,det sker ikke. Pædagogerne ringer ikke. Afstanden er for stor. Den menneskelige afstand er for stor.
Fx da Maria, en af pædagogerne, bliver stærkt påvirket af en mor der har det skidt, og som fortæller Maria om svære private forhold, der går ud over barnet. Dorthe hører først om Marias oplevelse til et møde flere dage senere, og chancen for at være der for Maria er forpasset.
For at være tættere på Maria og hendes kolleger, kunne Dorthe til morgenmøder sige:
”Jeg ønsker at være tæt på jer og at kunne følge den daglige drift på nær hånd, fordi jeg gerne vil vide at I har det godt, og at jeg kan bakke jer op.”
”Jeg er ked af at vilkårene gør, at vi ikke kan have den tætte kontakt som jeg ønsker mig, og at I nogle gange føler jer alene i krævende situationer.”
”Hvis vi tager et øjeblik til at forestille os, hvordan vores kontakt skulle være hvis den var optimalt, hvad forestiller I jer så?”
Uanset at ønsket om den optimale situation skal tilpasses vilkårene, åbner spørgsmålet op for en menneskelig leder-medarbejderkontakt.
Måske pædagogerne dermed føler det mere nærliggende at ringe til Dorthe, når de har brug for hendes støtte.
Det handler om, at Dorthe kan gøre mere ud af at vise det menneske der står bag hendes besked til pædagogerne: at de altid kan ringe til hende.
At vise mennesket bag lederen på denne måde kalder vi for Transparens.
Når vi ser mennesket bag lederen, føler vi en tættere forbindelse.Vi har en klarere oplevelse af lederens opbakning i vores daglige arbejde, og vores motivation til at gøre vores bedste har et bedre fundament.
Emnet kom op under et afsnit om distanceledelse, på et kursus for kommunale ledere.