At tilrettelægge et oplæg sætter tanker i gang
Hvad er præcist dit formål med oplægget? Ofte vil første tanke være, at du skal formidle et budskab. Men du kan overveje om der ikke også er andre formål der er vigtige at tage hånd om. Det kunne være, at dit oplæg giver dig mulighed for at skabe en bedre kontakt til dem du taler til eller taler med. Det kunne være, at du har behov for at justere på, hvordan andre tænker om den måde du arbejder på, og flette noget ind om dette ind i dit oplæg. Det kan være, at kompleksiteten i det du skal formidle, kræver en særlig opbygning. Rækkefølgen af dine oplysninger skal fange dine tilhørere, og kan fravige den rækkefølge der syntes logisk i første omgang.
At vokse med opgaven
Det gælder for mange professionelle at de udvikler deres faglighed i lynende fart når de begynder at holde oplæg eller skal undervise. Det er faktisk forbløffende hvor meget sprogliggørelse af tavs viden udvikler os. Og ved at sprogliggøre, med formålet at skulle formidle, skabe interesse og motivere, konfronterer du din viden med den logik der skal til for at kunne omsætte din viden til en fangende fortælling. Denne proces former også din viden, selve stoffet. Tanker om rækkefølge, hvad er hovedsporet, hvad er sideveje, hvad skal siges, hvad er sekundært – need to say, nice to say – former dit indre forhold til stoffet, det former dig, og det former din evne til at skabe kontakt til dem der lytter på. At placere din pointe i en kontekst, at skabe en verden omkring din viden, noget som dem der lytter til dig kan forestille sig og hvor de kan mærke vigtigheden af din pointe. Fordi en ting er at forstå viden, en anden ting er at kunne relatere til den. Når det er dig der kan skabe relation mellem dem der lytter på og det du formidler, er det dig der får en betydning i dine tilhørernes verden. Stoffet vil leve gennem dine ord. Det er dine ord, dine tråde, dine spor og din måde at være til stede på de vil huske som et vigtigt link mellem stoffet og dem.
At blive vigtig i andres liv
Det er for et hvert menneske en god udvikling at blive vigtigt i andres liv. Samtidigt med at det skaber en følelse af at høre til, skaber det for de fleste også en bevidsthed om et ansvar. Jeg vil på ingen måde sammenligne at holde gode oplæg med at opdrage sine børn, men at se genkendelsen i dine tilhørers øjne kan virke meget berigende. Ansvarsfølelsen er en god driver til at holde din kontakt til stoffet vedlige. At evaluere hvordan dine tanker, dine logikker, de verdener du skaber står i forhold til den viden du formidler er igen godt stof til dit næste oplæg. Intet er så spændende at lytte til i et foredrag end, hvordan det menneske der formidler sin viden er vokset sammen med sin viden og reflekterer over det forhold.
Du styrer stemningen
Det kan være at du ønsker at nedtone noget, og samtidigt ikke ønsker at anklages for at fordreje fakta. Hvor lægger du pauserne, der giver folk mulighed for at fordøje det du siger? Hvornår kan folk stille spørgsmål, undervejs eller til sidst?
At øve sig er at vokse
De fleste af ovenstående spørgsmål vil finde deres svar, når du øver dig. Skriv din tale, tilrettelæg dine slides, og øv dig ved at tale højt. Øv dig på den måde du skal holde oplægget, om du skal sidde ved bord eller stå på en scene. Du vil blive forbavset over, hvor mange tanker og ideer om tilrettelæggelsen vil poppe op, når du bruger din stemme og hele din krop mens du øver. God fornøjelse! /Joost Alexander