Brug af digitale baggrunde, blurr, firmalogo, Hawai beach mfl., medfører unødvendige forstyrrelser i online møder, i det ansigterne ofte forvrænges, som jeg oplever det.
Så længe den der agerer på skærmen holder ansigtet lige frem mod kameraet, er det til at leve med. Nok opstår der flimmer i kropskonturen, og håret ser mærkeligt ud, alt efter hvor meget hår der er, men selve ansigtet og udtrykket går igennem og er til at aflæse.
Helt håbløst er det til gengæld når personen på skærmen vender ansigtet sidelæns. Her deformeres ansigtet ofte til det ubehagelige. Næse og mund opløser sig i den digitale baggrund, og fornemmelsen af en kikset samtale melder sig kraftigt på banen.
Og det sker faktisk ofte, fordi en del af dem jeg holder møde med, skal læse noget på en skærm der står ved siden af den device de bruger til mødet.
Den digitale baggrund bliver dermed en unødvendig forstyrrelse. Jeg tænker ofte, at jeg helst vil se vedkommende rigtigt, med næse og mund, og uden flimmer. At der er aftryk af et privatliv som baggrund for vores digitale samvær har jeg ikke problemer med. Jeg oplever det som et vilkår der uforstyrret glider ind i gensgerningen, at livet og møder for tiden foregår under påvirkningen af en pandemi.
Brugen af digital baggrund oplever jeg som et lidt kikset forsøg på at foregive at livet er anderledes end det er. Det er faktisk lige præcis det, at det virker kikset og fejlbehæftet, som gør det uduelig. Lad os vente til der kommer bedre løsningen og indtil videre invitere hinanden indenfor i det rum hvor vi er, med en ægte baggrund, hvor vi selvfølgelig godt kan være opmærksom på hvad der virker mindst forstyrrende for den samtale vi skal være en del af. /Joost Alexander