Håndtrykket bliver misbrugt
Integrationsminister Mattias Tesfaye har ikke ophævet det obligatoriske håndtryk ved overrækkelsen af statsborgerskabet som Inger Støjberg fandt på. Dermed fortsætter han med at misbruge håndtrykket til noget det ikke er. Et håndtryk skulle gerne forstås som en oprigtig handling, vel og mærke fra begge parter. En frivillig handling til at give udtryk for lykønskning, sympati, hjælp og ønske om en god relation. Når et håndtryk bliver påkrævet, kan intet aflæses af det mere end, at den magthævende tillader sig at invadere et menneskes intimsfære.
Ikke at få statsborgerskabet er for mange en for høj pris at betale for ikke at stikke hånden frem, og dermed er der efter min mening tale om afpresning.
Vi skal værne om respekten
Håndtrykkets betydning bygger på en lang tradition af mening. I sin form er det den mindst grænseoverskridende berøring mellem 2 mennesker. Berøringen kan udføres med den maximale afstand mellem kroppens intimsfære, de hudflader der rører hinanden er i forvejen brugt til at røre ved genstande, holde fast i materialer og værktøj, og derfor “vænnet” til berøring på mange forskellige måder. Håndtrykket sker mellem de dele af kroppen der har mindst følsom hud, og som er skabt til at stikke frem og udføre konkrete og mekaniske og maskinelle handlinger. Håndtrykket er dog også den berøring mellem mennesker der kan foregå ved den mindste form af kendskab til hinanden. Både fremmede og nære bekendskaber bruger denne form for anerkendelse af hinandens eksistens uden at der behøves bruge ord. Det sidste er meget afgørende. I ord lægges der uvægerligt betydning der kan fortolkes i mange forskellige retninger, som gør ord netop uegnet til mange øjeblikke hvor den umiddelbare menneskelige anerkendelse af hinandens eksistens og tilstedeværelse er påkrævet.
Håndtrykket i politik og ved andre lejligheder
Det kan gælde hele spektret, fra håndtrykket ved politiske møder hvor der står bilaterale aftaler på spil helt ned til den korte hilsen ved begravelser og bryllupper hvor mennesker der ikke har noget med hinanden at gøre overhovedet udviser den korte og mindst indholdsbetyngede respekt for hinanden ved at række hånden frem.
Ikke at modtage hånden
Ikke at modtage et håndtryk, den fremstrakte hånd, opfattes til gengæld som provokerende og kan sætte alt det som med mange ord møgsommeligt kan være skabt og konstrueret overstyr. Ikke at bekræfte den fremstrakte hånd sætter personen der rækker ud i en akavet og pinlig situation. At fremstrække hånden er nemlig en gestus der ikke kan leve uden at blive gengældt. Det udstiller fremstrækkeren som den der ønsker en bekræftelse af relationen. Den umiddelbare følelse af at blive afklædt og at stå hjælpeløst og ensomt med den tomme hånd har ofte konsekvens for den videre udvikling af relationen. Håndtrykket kan også virke som en degradering af relationen, når den bruges som erstatning af mere intime former for hilsen, som at omfavne hinanden eller at luftkysse hinandens kindben, i situationer hvor relationen har ændret sig. At give hånden kan i den sammenhæng være udtryk for at man går tilbage til den hilsen hvor man er mere på afstand, når relationen har ændret sig, i hvert fald for den der foretrækker håndtrykket frem for omfavnelsen.
At værne om håndtrykkets betydning
Det korte af det lange er, at det er vigtigt at håndtrykket skal blive ved med at være udtrykket for det det er, og ikke for andet. Håndtryk som udfald af tvang øger antallet af falske relationer, relationer hvor folk ikke mener det de foregiver at mene.
Håndtrykket som del af vores kropssprog
Caseplay underviser i kropssprog og hvordan mennesker på en arbejdsplads kan forbedre deres samvær ved at være tydelige i deres fysiske signaler. Når betydningen af håndtrykket på statens vegne bliver fordrejet, bliver det i hver fald ikke nemmere at kunne stole på hinandens sandfærdighed i kommunikationen på arbejdspladsen. Ministeren er hermed venligst opfordret til at ophæve det obligatoriske håndtryk omgående. Og gerne af fri vilje. /Joost Alexander