Skab arbejdsglæde for andre og dig selv

af | mar 30, 2021 | Arbejdsmiljø

Reager-naar-du-bliver-nedgjort

Når du gør andre glade, får du noget tilbage, som virker som en af de bedste mediciner mod lavt selvværd, dårligt humør eller en dårlig dag. At gøre andre glade, flytter dit fokus væk fra dig selv, og åbner op for andres smil.

Det er i mange tilfælde selvoptagethed der gør os utilfreds, usikker, ulykkelig eller i værste tilfælde depressiv. Dermed ikke modsagt, at nogle kan have en diagnose der kræver behandling. At gøre noget for andre, for fællesskabet, for dine naboer eller din familie virker positivt, både på dem og ikke mindst på dit mentale helbred. Og pyt med, at din drivkraft, nogle gange, ikke er større end, at du gerne vil have det godt med dig selv. At skabe og vedligeholde gode relationer med dine kollegaer er en givende måde at stå i livet på. Det virker.

Tænk lidt over, hvad du kunne gøre for at få smilet frem på kollegaens ansigt. Think smart, not hard. Det nemmeste og hurtigste er simpelthen at sige noget. Noget godt, noget passende, noget venligt eller kærligt. Noget der gør, at din kollega føler sig godt tilpas. Dermed ment at det ikke behøver koste penge. Det kræver måske at du skifter fokus og for en stund tænker på din kollega som et menneske der trives ved anerkendelse, ja, din anerkendelse. Et menneske der, lige som dig, er i stand til at værdsætte positiv opmærksomhed.

Kommunikation er i den henseende et vidunderligt virkemiddel. Ord eller smil, et blik, et blink, der skal ikke meget til, og godt er gjort. Næsten alle kan blive gode til det, og vi kan alle blive bedre til det, uden store omkostninger. Lyt fx til hvordan andre taler. Du får hurtigt en fornemmelse, om deres kommunikation taler til dig, eller hvordan du ville kommunikere anderledes. Dermed er du allerede i gang med at få gode ideer.