Caseplay beskæftiger sig hovedsageligt med, hvordan den personlige kommunikation påvirker den faglige kommunikation på arbejdspladser. De fleste kender vel til intensiteten i samtaler om prioritering af opgaver, og at det har stor betydning for arbejdsmiljøet, i hvilken tone, hvilken stemning, der tales sammen.
Bag Caseplays tilgang ligger tanken om at værne om relationerne på arbejdspladsen. Faglige uenigheder kan drøftes i en hård og kontant tone der prøver overdøve andres synspunkter, men der kan også bruges en tone og en stemning der netop giver plads til parternes forskellige perspektiv og synspunkter (læs baggrund, historie). Når det sker, er der tale om dobbeltlytning.
Man kunne hævde at mennesker er designet til dobbeltlytning, i det vi har 2 ører. De øjeblikke hvor vi praktiserer dobbeltlytning er måske dem, hvor vi er mest glade for at være født med store ører. Dobbeltlytning er en teknik fra den narrative konflikthåndtering, hvor der lyttes til de gode intentioner bag det modstridende synspunkt.
Ved dobbeltlytning kan der fx opstå inspiration til at fremhæve den andens engagement, uden nødvendigvis at fravige sin position i uenigheden. ”Jeg kan godt se at du bestræber dig på at alle opgaver kan nås.”. Dobbeltlytning er udtryk for intentionen om at værne om relationen, og det kan noget mere. Dobbeltlytning kan bruges til tale den andens selvværd op. ”Jeg kan godt høre du træffer forståelige valg, og er opmærksom på, ikke at blive offer for presset af arbejdsopgaverne.”. Et godt selvværd og at føle sig set, er bedre forudsætninger for gode relationer end offerrollen. Det kan vi give til hinanden, blandt andet med dobbeltlytning. /Joost Alexander (Narrativ Konflikthåndtering 2.)