En kultur i forandring

af | nov 19, 2020 | Arbejdsmiljø, Samfund

Mændenes opfattelse af, at de kan gøre som det passer dem i deres opførsel overfor kvinder er i forandring. Takket være kvinders mod til, offentligt, at berette om specifikke episoder hvor deres ukrænkelighed blev såret og misligholdt af mandlige bekendtskaber, er der opstået en reel frygt for at blive påtalt, fyret og udskammet som krænker. Normalt er jeg ikke fortaler for hverken at skabe frygt eller skam. Men, det er pinligt, som mand, at måtte erkende, at det er først nu, efter flere årtiers feministisk forsøg på opdragelse, at mænd begynder at pakke deres gudherlige udskejelser sammen. Og det er fordi der nu peges finger ad navngivne personer.

Jeg håber at dette ”pegen på” medfører en kulturændring. Jeg håber at det først og fremmest medfører at flere mænd opfører sig bedre, mere kærlige og hensynsfulde. Jeg håber også at kvinder får mere opbakning til og mod på, at henvende sig til den person der har opført sig ud over det tålelige, og tale med vedkommende om det. Sige fra, som en del af en kulturændring. Tænk, hvor mange gange kvinder ikke siger fra, fordi de er oppe i mod en mandsdomineret kultur. Når det bliver mere normalt, at sige fra overfor en person, efter en hændelse der føles forkert, bliver det nemmere for flere. Det vil ændre kulturen. Det kan blive en af de veje hvorpå et arbejdsmiljø bliver godt eller forbedres. Bedre personlige relationer i en mere ligeværdig omgang med hinanden.  /Joost Alexander

Skriv mig op til Tips til God Kommunikation

Tips... indeholder korte, praktiske tips til din daglige kommunikation på arbejde. Tips... udkommer 4x om året.

Tak, du er nu tilmeldt Tips til God Kommunikation.