Generalforsamlingen

Vaner og ritualer dominerer vores kommunikation. Denne påstand kan trygt fremsættes efter oplevelsen af generalforsamlingen i mit erhvervsnetværk, med ca. 20 tilstedeværende, i går. Formanden tager ordet ved talerstolen og åbner mødet med meddelelsen at ordstyreren skal vælges og, at hvis ikke der er andre der vil være ordstyrer, tager han sig glædeligt af opgaven.

Den måde dette bliver sagt på, formandens øjenopslag der følger med udsagnet og den stemning der er her i starten af mødet, hvor alle lige skal skimme dagsordenen og lige sådan finde sig tilrette på stolerækken – alt oser af at der er gang i et ritual. Dermed sagt, at hvis nogen skulle synes at en anden skulle være ordstyrer, så skulle vedkommende godt nok være sikker i den sag i forvejen og have fødderne klar i startklodserne for at bryde ritualet og komme frem med sit forslag om en anden ordstyrer. Det skete ikke. Det ville i forhold til ritualet også næsten have lydt som en indirekte mistillid til formanden der står der foran os alle. Og det har vi jo ikke. Vel? Efter få sekunder har formanden slået fast at der ikke er indsigelser, og han fortsætter glædeligt som ordstyrer. Og intet galt i det, jeg synes han gjorde det godt.

Men denne situation er et godt eksempel på hvordan vores kommunikation bliver styret af helt andre mekanismer end de ofte fremhævede værdier som demokrati, frihed, lighed og mangfoldighed. Vaner og ritualer dominerer vores kommunikation i langt højere grad end vi er klar over. /Joost Alexander