Lad os tale om gråzonerne.

af | dec 15, 2020 | Arbejdsmiljø

tal sammen

Sexchicane i lovens forstand defineres af at der skal være 3 elementer til stede i en interaktion mellem mennesker: 1) Der skal være en adfærd eller en handling med en seksuel undertone, 2) Den adfærd skal være uønsket og 3) Den skal være egnet til at krænke en persons værdighed. (Juridisk ekspert Maria Rasmussen, der skriver erhvervs-ph.d om seksuel chikane på arbejdspladsen i artiklen ”Hvor går grænsen”, Djøfbladet nr. 11, 2. dec. 2020).

Maria Rasmussen beskriver med konkrete eksempler, hvornår man bliver ramt af lovgivningen. Og det er de konkrete eksempler vi har brug for, til at genkende den grænseoverskridende adfærd og til at kunne reagere på den. Samtalen om hvor grænserne går i den daglige omgang på arbejdspladser er under alle omstændigheder medvirkende til at bremse op for krænkende adfærd.

Men det skal ikke kun være lovgivningen der regulerer vores adfærd på arbejdspladsen. Det tager de fleste ikke lang tid, at finde eksempler på adfærd de udøver eller oplever, der ikke kommer i nærheden af lovens grænser, men hvor spørgsmålet ”Er det OK, eller er det IKKE OK?”, ville være på sin plads. Adfærd der i hver fald for én af de involverede udfordrer en tryg arbejdsrelateret relation. Adfærd der ikke kan beskrives som handlinger med seksuelle undertoner, hvor mange ikke ville have lyst til at sige at de har følt sig krænket, men som klart opleves som uønskede. Hvad med det lækre blink fra chefen midt under et personalemøde? Hvad med hånden der lægges på hånden på håndtaget, med ordene ”nu skal jeg lige åbne døren for dig.”? Grænsen for hvad der er OK og ikke OK ligger ofte ikke på lovgivningens grænse. For mange ligger den før.

 

Monique Hartmann, Cand Psych Aut, hjælper virksomheder med at forbedre arbejdsmiljø, og hun skriver følgende om gråzonerne i det daglige nærvær på arbejdspladsen:

”Vi mærker det ubevidst, når sociale regler bliver overtrådt. Ubevidst vil vi prøve at reparere, glatte ud eller undvige – lige netop fordi vi vil være en del af fællesskabet og samarbejde. Jo, du læser det rigtigt: vi vil samarbejde! Derfor får vi ikke sagt fra, inden problemet vokser. Hjerneforskere gør os opmærksomme på, at vi kan forbedre samarbejdet, hvis vi sætter ord på det, vi fornemmer – i stedet for at undertrykke det som noget ulogisk ”føleri”.” 

I Caseplay er vi den opfattelse, at det er vigtigt at medarbejderne og lederne inddrages i samtalen om gråzonerne. Samtalen er vigtigt for at undgå at for mange stadigvæk bliver ramt af uønsket opmærksomhed eller bliver lammet og usikker på hvad der er OK og ikke OK.

 

Hvis du føler dig ramt, i tvivl eller handlingslammet efter en episode kan du ringe til Arbejdstilsynets hotline på 70 22 12 80.

Er du så heldig at du ikke er ramt, men vil du vide mere om vores holdning i arbejdet med seksuelle krænkelser, læs da gerne vores emne-relaterede blogs ”Kunsten til at sige fra” eller ”En kultur i forandring” under linket Blog og Tips… i toppen til højre. Du kan også, ganske uforpligtende, bestille en beskrivelse af vores tilbud til virksomheder der ønsker at udfærdige en seksuelle krænkelsespolitik, ved at skrive til os på info@caseplay.dk  / Joost Alexander