Hverdagssproget lægger os ofte ord i munden der beskriver mennesker som kategorier. Bøsser, ansatte, vores rengøring, politiet, politikere, hjemløse, muslimer, afroamerikanere, børn, kvinder, mænd mm. Disse sproglige kategorier medfører forskelsbehandling. Des mindre vi taler med mennesker som vi placerer i en kategori udenfor vores egen, des større er risikoen for forskelsbehandling.
Vi skal være meget opmærksom når sproget og forskelsbehandling skaber undertrykkelse. Drabet på George Floyd er frygtligt og skræmmende. For ham, for hans familie, for politimanden, for hans familie, for dem der igen og igen oplever at deres liv er i større fare end andres på grund af hudfarve, og for dem der arbejder i det amerikanske politi.
Mange mennesker oplever at det kan være en kamp at undgå forskelsbehandling, fx når ens handlinger bliver bedømt ud fra et ”kvindesyn” eller i en bemærkning om ”HK-ere”.
Samtidigt, og på trods af sprogets nogle gange voldsomme konsekvenser, er det for hjernen en nødvendighed at forenkle kompleksitet og inddele verdenen i kategorier. Fx det der virker farligt, det der ikke virker farligt, det der ligner det jeg kender, det der ikke ligner det jeg kender, det jeg synes er smukt, det jeg synes er grimt, osv. Øvelsen handler for hjernen om at vælge hvad der skal bruges energi på. I samme øvelse bliver mennesker til kategorier, til grupper. De fleste mennesker oplever tryghed ved at finde en gruppe de selv kan være med i. Tænk fx på at du vil finde en kæreste og ubevidst ser mere på mennesker med en bestemt hudfarve end på andre.
Men hjernen kan også godt lide at blive udfordret. Den elsker at undersøge og finde ud af noget, at opdage forskelle, at danne nye begreb, at stille spørgsmålstegn ved kategorier og at differentiere. Og det handler om at være nysgerrig. Nysgerrighed har det med at bryde vanetænkning. Nysgerrighed skaber nye tanker og stiller spørgsmålstegn ved definerende begreb som fx ”sundhed” og ”kultur”. Her er det sproget, det at vi taler sammen, der skaber sprækker i vores kategorier. Det stiller forskelsbehandling på pause til fordel for at se det enkelte menneske i sin unikke måde at være forskellig på. /Joost Alexander