Lad mig sige det med det samme: jeg synes det er en dårlig sag at sygeplejerskerne ikke har fået det de gik i strejke for. Det skal nok blive diskuteret grundigt, hvem der har grebet sagen forkert an, og om den “danske model” er et fair forhandlingsgrundlag for de offentligt ansatte. Tabet kommer til at påvirke alle, der før eller senere har brug for en offentligt ansat sygeplejerske.
Tilbage på gulvet står en skuffet medarbejdergruppe, med et stort loyalitetskonflikt mellem hænderne. Varme hænder, der gerne vil yde det bedste for patienterne, men som har brændt sig skammeligt på en glødende forhåbning om bedre arbejdsvilkår.
Sygeplejerskes arbejdsvilkår er stærkt præget af at skulle yde mere end det man har aftalt i ansættelsen. Kravet om at levere ekstra vagter er en del af hverdagen, og der skal træffes valg og fravalg hele tiden. De fleste vil gerne levere ekstra vagter. De ønsker at hjælpe deres kollegaer, de ønsker det bedste for patienterne og de vil gerne tjene de ekstra penge ovenpå den beskedne grundløn. Men, den tabte konflikt har sat en kile i loyalitetsfølelsen og den umiddelbare vilje til at vise sig fra den fleksible side.
Grunden til at denne konflikt er et relevant emne for mit virke som kommunikationstræner er, at loyalitetsfølelsen er en stærk driver for en god kommunikation på afdelingerne. Loyalitet medfører kollegialitet, solidaritet, villighed, fokus på løsninger og glæde øjne. Det modsatte af loyalitet er, at hver passer sit, at man vender ryggen til situationer der kræver noget ekstra og hvor der bedes om ens hjælpende hånd. Hvis noget er ødelæggende for en kommunikation med glimt i øjet, humor, smil og overskud, så er det det.
Jeg er kæreste med en sygeplejerske og har hørt talløse beretninger om dårlige arbejdsvilkår. Skrumpende loyalitet, stress, og flere og flere kollegaer der bare passer sit, til overlast for dem der føler sig kaldt til at efterlade afdelingen pæn og korrekt til dem der har vagten bagefter. De gode kræfter siver væk og patienterne overlades til dem der bliver tilbage.
Tænk at gå på arbejde og skulle sige til sig selv “Du tager ikke flere vagter, du løber ikke stærkere end påkrævet, du gør ingenting ekstra, du vender det blinde øje til når arbejdskraften ikke rækker på afdelingen.”
Det kan ingen holde til i længden. Det ødelægger et hvert menneske indefra. Jeg kan godt forstå dem der siger op og søger et arbejde hvor man føler sig værdsat.