Why Jumping to Conclusions?

At springe til en konklusion er samtalens død. Ikke fordi samtalen slutter når en af parterne springer frem til en konklusion, men fordi det ofte forvandler samtalen til en kamp om hvem der har den hurtigste indsigt, hvem der er klogest, hvem der ”vinder” samtalen. Samtalen bliver til diskussion. I mange tilfælde er den konklusion der springes til et skud med haglbøssen. Den hurtige konklusion tjener, i min optik, ofte mere samtalepartnerens behov for selvhævdelse, end behovet for at finde det bedst overvejede perspektiv på samtalens emne. Det er ofte ikke samtalens indhold der driver samtalen, men samtalepartnernes behov for at kunne mærke sig selv. Vel at mærke, at mærke sig selv som den klogeste.

Hvordan ville det være at stoppe op og ikke udtale den konklusion hjernen lynhurtigt har lagt på tungen for én? Hvilke spørgsmål ville dukke op i et forsøg på at fordybe samtalen? /Joost Alexander