I debatten om seksuelle krænkelser dukker ofte et krav op, at en person der udsættes for en krænkende handling skal sige fra. Men det er nemmere sagt end gjort.
For det første kan der true voldsomme konsekvenser, som mulig fyring, social udfrysning, manglende karrierefremgang mm.
For det andet, er der en stærk kommunikationsmæssig udfordring der skal overvindes. Hjernen og resten af kroppen er nemlig ikke så hjælpsomme som man skulle tro. Det er de færreste, der reagerer umiddelbart med forsvar eller modangreb, i sær når der er andre mennesker til stede der kunne blive opmærksom på situationen. De færreste præsterer at lange ud, at fjerne en hånd fra låret, eller at sige en nedladende bemærkning i mod i selv samme øjeblikket.
For de fleste er den første indskydelse, ikke at gøre opmærksom på sig selv i den pinagtige situation, men at passe ind, med fornægtende smil og en fortrængning af den følelsesmæssige belastning. Det svarer måske til at du styrter med din cykel og sige til hjælpeklare tilskuere at alt er fint, selvom du har skrabet knæ og albuerne og ikke kan føle hvordan din krop har det.
Derfor er det vigtigt at der skabes en kultur, hvor en person der føler sig krænket og ikke har reageret direkte, opfordres til at henvende sig til vedkommende senere, når forbavselsen, skrækken eller fornægtelsen har lagt sig.
Nogle arbejdspladser, der har indført en kodeks, håndterer en 24 timers regel. Jeg vil mene at det godt må variere til et par dage, alt efter hvilken slags virksomhed det drejer sig om og om der skal involveres hjælp fra andre.
Vigtigt er i hvert fald at en person der føler sig krænket, føler sig opfordret til at reagere og styrket af en passende tidsramme. /Joost Alexander